Der er på det seneste fremkommet stemmer, som mener at den indre verden i mennesket og ideen om selv og bevidsthed er farlig, og fører til narcissisme og nedbrud af Det Sociale. Det er en misforståelse.

Selvdyrkelse, selvframing, selvcentrerethed, selvoptagethed skyldes ikke et koncept om selvet, men en venden sig væk fra andre mennesker og en ydre verden. Det er en forsvarsmekanisme og har ikke noget med et fungerende selv at gøre. Selvdyrkelse etc. er langt snarere udtryk for at et selv ikke får lov at leve.

Uden selv ingen person. For lidt og for meget. Fjernes selvet i mennesket, opstår der udslettelse af det enkelte menneskes væren, som helt egen unik bevidsthedsoplevelse separeret fra andre (det er et modenhedstegn at vide at ens egen bevidsthed og selv er afkoblet fra andres selv og bevidsthed - og kunne bære det under alle omstændigheder). Pustes selvet op - altså gøres til mere end det rettelig bør være - slettes omverden og andre mennesker. De gøres til ligegyldige ting. Ved begge strategier forsvinder jeg som person. Årsagen bør nærmere findes i vores manglende evne til at kunne indgå i ligeværdige og tætte relationer. De kan være usikre og nogen gange skuffes man fælt, og nogle gange begår man selv fejl - vi er bare mennesker, men uden dem ingen mening og ingen kærlighed. Og personer gror og vokser i mødet med andre personer. Selvet er en del af dette subjektive nødvendige relationelle arbejde og vi starter med det lige fra fødslen af og til den dag vi ikke længere eksisterer.