Selvom jeg antager, at inddragelse af forskellige perspektiver er et gode når vi vil understøtte pædagogiske udviklingsprocesser, har jeg dog også et børnesyn, som jeg baserer min praksis på. Jeg tror f.eks. at barnet er født med kompetencen til at kommunikere og at det først og fremmest stræber efter at deltage socialt sammen med andre. Så jeg ser barnet lidt som et frø der bliver til en spire og som kan vokse sig stor, sund og uden at være perfekt - i sammenspil med og under de rette omstændigheder. Billedet af gartneren der drager omsorg for planter er måske en god analogi for dette børnesyn. 
​
I verden ser der ud til at være to verdensformer, som jeg tror er afgørende i forhold til børn og unge, og ikke mindst udsatte.
Disse skal helst stå overfor hinanden, med en klar adskillelse og afstand imellem. Mellemrummet må dog ikke blive for stort - det skal have lige den rette afstand. Som filosofen St. Augustine har skrevet: "Et for stort gab ødelægger alting".
De to sider er væsensforskellige fra hinanden, samtidig med at de forudsætter hinanden. Og ingen har sagt at det skulle være let!